Så er kaffen knarr…
3. oktober 2018
Epiito: VR for healthcare, Smart City og industri
16. april 2018

Dansand Miljø

Rent grundvand for kommende generationer


Dansand har længe været kendt for at indvinde og forædle dansk kvartssand til gør-det-selv-folket og til industrien. Men Dansand har også et miljøben, hvor man udvikler og sælger sandbaserede produkter, der filtrerer og renser forurenet vand.

Vi har udviklet en ambitiøs kommunikationsplan for Dansand Miljø, der skal åbne kommunernes og entreprenørernes og rådgivernes øjne for disse enkle og effektive løsninger på problemerne med forurening af grundvandet.

Det regner i Danmark. Ofte og meget, ligesom alle klimamodeller fremskriver, at det vil regne mere og mere i fremtiden. Samtidig bygger og anlægger vi veje, og når vi konstant udvider infrastrukturen, kan der opstå problemer med overfladevandet. Det skal tilbage i kredsløbet, til åer, søer eller ned i grundvandet, men overfladevandet er tit forurenet med tungmetaller og fosfor fra trafik, industri og landbrug. Disse uønskede stoffer skal holdes ude af fremtidige generationers grundvand. Det kræver, at vandet bliver renset. Hvordan gør man det?

Fjerner tungmetaller fra vandet

Det har Dansand udviklet en løsning for. DANSAND® Blueguard er et granulat, der kan lægges ud i filtre og i nedsivningsbassiner. Produktet er baseret på mineralet olivin, som har den enestående egenskab, at det binder tungmetal-ioner og fosfationer til sig – permanent.

Forsøg i både Danmark og Norge har påvist, at Blueguard kan fjerne en meget stor andel af tungmetal-ioner og fosfationer fra overfladevandet. Ikke nok med det – ionerne bliver bundet til olivinen med en meget stærk kemisk binding, så der er ingen risiko for, at stofferne så at sige bliver skyllet ud senere.

Blueguard er med andre ord en oplagt løsning på et presserende miljøproblem. Det kræver bare, at kommuner, entreprenører og producenter af filteranlæg til spildevand kender til løsningen.

Kommunikation til de rigtige beslutningstagere

Dansand bad os om at analysere markedet og udvikle en kommunikationsplan, der skal skabe interesse og udbrede kendskabet til Blueguard.

Indledningsvis analyserede vi de vigtigste influenter og kortlagde beslutningsvejene i f.eks. det kommunale system og det spændende samspil mellem offentlige aktører og private virksomheder. Hvilke argumenter tæller? Hvad skal der til for at overbevise dem om at give Blueguard en chance? Derefter udviklede vi et operationelt marketingmix, der bl.a. omfatter tekniske rapporter, nyt webcontent, seminarer og en inbound-baseret metodik, der skal ramme de rette mennesker på det rigtige tidspunkt: Når de er i færd med at søge efter løsninger.

Nu er vi – sammen med Dansands nye marketingchef – i færd med at realisere planen. Vi både håber og tror, at det virker – og at vi på den måde har ydet vores beskedne bidrag til at sikre Danmarks grundvand – også for de kommende generationer.

//]]>